23-10-2020

Ny Musikskole. Glæder mig til det videre Bygherreudvalgsformands arbejde.

Byrådet gav den 26. juni 2019 bygherreudvalget bemyndigelse til at tildele totalrådgiverkontrakten for anlægsprojektet Hjørring Kulturskole på Teaterpladsen, på området hvor Sysseltinget tidligere lå.

Et enigt bygherreudvalg har nu efter en grundig bedømmelsesproces med to udbudsfaser besluttet at tildele totalrådgiverkontrakten til arkitektfirmaet COBE a/s, der bidrog med det økonomisk mest fordelagtige tilbud.

Tim Jensen, formand for bygherreudvalget (S) udtaler, ”Konkurrenceprojektet viser en meget flot løsning af byggeriet i den komplekse kontekst, det skal indgå i. Bygningen kommer til at passe flot til kulturskolens karakter, og udformningen er løst meget modigt, i en nutidig stil der harmonerer med Vendsyssel Teater og ikke overskygger det. Vi er meget tilfredse med rummenes forløb i indretningen, og der er et godt hjerterum i bygningen. Desuden er vi glade for den stærke tilknytning, der er til Teaterpladsen. Vi er også endt med et byggeri, hvor formen skaber synergi i Jernbanegade. Vi mener, COBE a/s på bedste vis har løst opgaven, og Hjørring Kulturskole vil blive en bygning, der vil tiltale målgruppen, så vi også sikrer, den bliver brugt.”